OPRÅB! - For mange fejlkøb

Alt for mange hunde må hvert år betale prisen for vores impulshandlinger og dårlige beslutninger. De heldige hunde bliver omplaceret eller havner på seriøse internater. De uheldige forbliver ulykkelige i hjemmet eller må lade livet hos dyrlægen.

 

Undersøgelser viser, at 12.000 - 15.000 hunde hvert år aflives på grund af problemer, der relaterer til deres adfærd. Mange af disse aflivninger kunne være undgået. Impulskøb og utilstrækkeligt kendskab til racernes mentalitet, behov for træning og beskæftigelse er ofte medvirkende årsager til den kedelig statistik.

Kilde; Dyrenes Beskyttelse

 
 

 

At holde hund er en livsstil!

Det er nærliggende først og fremmest at tænke på glæderne, ved at være hundeejer, og glæder er der mange af, men det har også sin pris. Det kræver en del arbejde at holde hund, og der vil komme udfordringer. Der hører mange udgifter med ansvaret som hundeejer.

 

Er du heldig bliver hunden 10-15 år, og det er længe at skulle bære det fulde ansvar. Ingen kan se ind i fremtiden, men overvej planerne nøje inden anskaffelse. Man bliver meget afhængig af en hund!

 

Når hunden er ankommet, skal du dele dit hjem på godt og ondt. Der vil forekomme snavsede poter, hundehår, kødben og andre "efterladenskaber" på gulvet.

 

punkttegn

Har du tid?

Alle hunde har brug for at være sammen med sin menneskefamilie. Alt i alt skal du kunne afsætte 1-2 timer dagligt til beskæftigelse af hunden, gerne i form at træning og leg. En hund bør ikke være alene mere end 5 og max. 8 timer dagligt... dette er incl. transporttiden til og fra arbejdspladsen.

 

Hunden skal luftes flere gange om dagen!

En hund har brug for at møde andre hunde, "læse avisen", opleve nye lyde, se børn og ældre på gaden. Hunden vil have godt af en tur i det fri hvor det er tilladt at have hunde løs (hundeskove). Hunden skal luftes uanset vind og vejr, sommer eller vinter.

punkttegn

Har du råd?

Anskaffelsesprisen er som oftest den mindste post og ligger i et prisleje på mellem kr. 6.000 - 16.000,-

 

At holde hund i 10-15 år koster. Det er ikke unormalt at en familiehund gennemsnitlig koster kr. 1.000,- om måneden. Omkostninger i form af, foder, dyrlægebesøg, vaccinationer, pelspleje, loppemidler, hundetræning, pensionsophold, udstyr, ansvar- og sygeforsikring etc.

punkttegn

Har du et godt netværk?

Ikke alt går som planlagt. I en familie vil der typisk være flere om at tage sig af hunden, men bor du alene, bør du overveje, hvem der kan træde til, ved eventuel sygdom, overarbejde, rejser eller lignende.

punkttegn

Hvordan er din boligsituation?

Bor du i lejlighed, skal du tænke på, at hunden ofte skal på gaden og gøre sin nødtørft. Hvis du ikke bor i egen bolig, skal du sikre at det er tilladt at holde hund. Husk at hunde bliver påvirket af lyde og synsindtryk (nogle racer er mere gøende end andre), ha' det med i overvejelserne så du og din hund ikke bliver til gene for naboerne.

 

Bor du i hus med have, kan du benytte dig af haven. Det er vigtigt at understrege at hunden skal uden for bøgehækken. En hund trives lige godt om det er i lejlighed, hus eller på landet.

punkttegn

Hund og børn?

Med hund og børn i hjemmet, er det vigtigt at alle kender og følger de fastsatte regler. Regelsættet skal være på plads inden hunden ankommer. Børnene skal lære at være hundevenlige, og hunden skal lære at være børnevenlig.

 

Ingen racer er forprogrammeret børnevenlig, men de fleste racer vil være overbærende og tillidsfulde i omgangen med børn, hvis de har været præget på børn fra de var hvalp. Det er altid den voksnes ansvar at barn og hund får nogle gode oplevelser sammen.

punkttegn

Stor eller lille hund?

Mange vælger en mindre hund frem for de helt store hunderacer af praktiske grunde.

 

Du kommer ikke lettere til en velopdragen hund blot ved at vælge en mindre race. Hundens adfærd er ikke mindre udtalt blot fordi den er lille. En mindre hund har lige så stort behov for opdragelse og mentaltræning som en stor hund. Dog kan små hunde syne lettere at håndtere alene grundet dens størrelse.

 

Valg af hundens størrelse bør også afhænge af din boligsituation. Bor du i etageejendom kan trapper være en udfordring for dig og hunden. Daglig gang på trapper er en stor belastning for hundens knogler og led, hvilket på sigt kan give slidgigt. Hvalpen skal derfor bæres det første år hvor den er i fysisk udvikling.

punkttegn

Hanhund eller tæve?

Hanhunden er større og kraftigere. Hanhunden kan optræde mere dominerende, og han har en større tilbøjelighed til at ville "prøve sin ejer af”, hvis han får lov. Det sker at hanhunden, strejfer og opsøger løbske tæver, andre mister helt appetitten og virker ukoncentreret.

 

Tæver kan også udvise dominans, men dette ses specielt over for andre tæver. Tæven udviser oftere nervøsitet og hun virker på mange mere forsigtig. Tæven kommer i løbetid 2 gange årligt af  ca. tre ugers varighed.

 

Tæver og hanhunde kan stort set opnå de samme resultater i træningssammenhæng. De er som udgangspunkt lige sociale og kærlige.

punkttegn

Mulighed for ferie?

Sørg for at holde ferie i forbindelse med hundens ankomst og minimum 1 uge. Hunden skal have lov at falde til i sit nye hjem uden straks at blive ladt alene i mere end få minutter ad gangen.

 

I de første dage skal hunden have ro, og du bør kun gå korte ture. Vent med at invitere familie og venner over for at se det nye vidunder. Hvalpe især, har brug for at falde til og finde tryghed til sin nye familie. Den lille hvalp har været vant til at have sin mor og søskende omkring sig, så det er en brat omvæltning den udsættes for.


Copyright © 2005 af Kennel Vistruphus - Alle rettigheder forbeholdes - Senest opdateret: 19. januar 2012 09:53.